Fyn var fin

Muligvis er overskriften at tage munden en anelse for fuld, eftersom Mænd af betydnings efterårsekskursion sidste weekend aldrig kom til at omfatte den nordlige del af øen. Til gengæld kan vi med stor autoritet, baseret på selvsyn og egne erfaringer, udtale os om forholdene på såvel Tåsinge som Langeland, hvis nogen skulle ønske det.

Første stop på redaktionens syddanske odyssé var havnen i søhelten Peter Willemoës’ fødeby Assens, hvor vi som det første indtog en uopsættelig kop kaffe, ledsaget af et stykke med en yderst velkrydret rullepølse, som Gowings behændigt fremdrog af sin rejsetaske. Som det fremgår af ovenstående foto, havde vi fri udsigt til statuen af den unge, formastelige søhelt, og for at gøre oplevelsen fuldendt aflagde vi efterfølgende byens amtsforvalterbolig en kort visit for at inspicere det interesssante, historiske interiør i Willemoës’ barndomshjem. Inden vi atter tog plads i limousinens bløde sæder for at haste videre, nåede vi frem til, at Aulin-tæppet, som prydede gulvet i Willemoësgården og strakte sig fra væg til væg, dog næppe var en del af den originale boligindretning.

Vi var de facto en kende brødflove, da vi ankom til den legendariske Falsled Kro ved frokosttid. Uheldigvis var vi ikke opmærksomme på, at brasseriet drives efter et fundamentalistisk wysiwyg-princip. Med andre ord: bestiller man sortefodsskinke, er det sortefodsskinke, man får, und nix weiter! Vores appetit var derfor stadig jomfrueligt intakt efter den andægtige servering, som vi blev enige om at betegne som minimalistisk. Det samme faldt det os til gengæld ikke ind at beskylde den endelige regning for at være.

Turen gik herefter til Egeskov Slot, hvor vi til vores store skuffelse ikke blev mødt af nogen greve i rustning, som bød os velkommen og viste rundt. Men vi fandt dog vej til målet for vores besøg – loftet med de støvede og endnu ikke restaurerede biler fra vores respektive barndomme, som vi skiftedes til at sende beundrende blikke, sideløbende med vores forsøg på at overbyde hinanden i leksikalsk paratviden om tekniske specifikationer. Det var ved denne lejlighed, at vi lovede vi hinanden højt og helligt aldrig at nævne ordskiftet for vores læsere med så meget som en stavelse.

Også Elvira Madigan og Sixten Sparres grav på Landet Sct. Jørgens kirkegård på Tåsinge fik vi et glimt af, inden mørket faldt på. Det gode skib herover har den unge dame næppe nogen sinde besejlet det sydfynske øhav i, men det lå til gengæld for anker ud for det etablissement i Troense, hvor vi kompenserede for frokostens manglende tyngde med en solid treretters menu. Herefter kunne vi tørne ind, mætte af kalvesteg såvel som indtryk, i vores parallelle værelser dør om dør i annekset på det gamle badehotel.

Næste morgen tidligt slog vi et slag omkring det nærliggende Valdemars Slots indtagende tepavillon og satte derefter kurs mod Langelandsfortet, hvor dette mindeværdige billede af cockpittet på en havareret F86 Sabre blev taget:

Måske ikke noget epokegørende motiv i sig selv. Men man skal forestille sig Gowings stående på resterne af vingen med kameralinsen rettet mod styrepinden, mens han forsøger at ignorere ærgrelsen over den flænge, han lige har pådraget sine nye, netop ibrugtagne benklæder under bestigningen af det ilde tilredte fly. Krigsfotografer stikker ikke op for bollemælk.

Vinen, vi ikke købte.

Vi nåede naturligvis også omkring den gode Willemoës’ gamle hovedkvarter Tranekær Slot, inden vi igen søgte mod de hjemlige breddegrader, men det vil føre for vidt at komme yderligere ind på. Ringen var sluttet.

Vi skal beklage den forbedrede billedkvalitet i forhold til tidligere rejseskildringer. Nogen må i dølgsmål have sat en farvefilm i redaktionens veltjente sort/hvide fotografiapparat. Derudover overvejer vi en misfornøjet henvendelse til DMI vedrørende den upræcise vejrudsigt, som forudsagde regnvejr det meste af tiden, mens faktum var, at vi måtte trækkes med store mængder solskin under den ganske rejse.