I svederemmens ånd...

Det er næppe nogen hemmelighed at Gowings ikke er specielt begejstret for nogen af de statsministre og deres regeringer, der har regeret landet de sidste 12 år (ja, den nye inklusiv). Helt uden for politik og ideologier må man dog sige om Anders Fogh Rasmussen til hans ros: at han huskede os på noget, som vi havde glemt, men som det var godt vi blev erindret om igen - den kortærmede undertrøje*.

Sådan står man ikke på landsdækkende TV uden kortærmet undertrøje på

Hvis dit forår er spækket med konfirmationer, eller du er så heldig til sommer at blive inviteret til havefest el. lign., så invester i en ordentlig stak kortærmede undertrøjer. Alle der ved, hvor varmt der er under en uldjakke en varm forårsdag - endsige en sommerdag - ved hvad jeg snakker om.
Skaden er sket - ingen håndklæder, hårtørrere, bokse med servietter el. lign. kan redde din dag.

Jakken er taget af under et toiletbesøg, du konstaterer at uheldet er sket, du kan se frem til at sidde med den varme jakke på, hele arrangementet igennem. Uagtet at din borddame opfordrer dig til at tage jakken af, efter at du har tømt to 1.5 liters flasker med citrusvand.

Og, nåh ja, så var der lige den der med svederemmen. Her er en sang om en generation for hvem den kortærmede undertrøje var en selvfølge - ja til tider også en langærmet med knapper i halsen. En hyldest til en tid der ikke er mere, med mindre vi husker, det de efterlod os - bl. a. kortærmede undertrøjer under skjorten når det sorte uldsæt skal på...

*Fremhævet af Mads Christensen i den endeløse gentagelse lørdag formiddag kaldet 'Mads og monopolet' - vore dages udgave af 'De ringer, vi spiller'.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

12 Kommentarer til I svederemmens ånd...

  1. Var det ikke også AFR, der skrev en bog: "Fra XL til extra small"?

  2. Jo, og den blev ikke mindre aktuel af at den sidste socialdemokrat rev den istykker for åben skærm.

  3. Jeg tvivler på, at nogen kommer til at svede i år. Det bliver aldrig sommer.

  4. Måske ikke. Men så varmer den da, den kortærmede undertrøje.

  5. Det næste bliver vel, at I begynder at skrive om dengang, vi gik med netundertrøjer...

  6. En slags 'Hits fra før firserne classics' Volume II

    :)

  7. Hvor er vi piger/kvinder dog sparet for meget... ;-)

  8. Som en der er udstyret med rigelige mængder af svedkirtler kan jeg godt genkende problematikken, men jeg har nu ikke i sinde at anskaffe kortærmede undertrøjer, til nød bruger jeg en T-shirt under skjorten, men ellers er Matas' deo-stift en acceptabel løsning for mine behov :)

  9. T-shirt eller kortærmet undertrøje. Men, Donald: I et overophedet lokale, med jakken permanent monteret, der må da selv Matas stift komme til kort.

  10. Peter Pedal

    Jeg tog jakken på til en lang, lang generalforsamling i aften. Jeg syntes at foråret og lang tids kamp for at tabe mig skulle fejres - nu hvor jeg kan passe Boss-jakken.

    Woups, siger jeg bare.

    Vi var nogle stykker, der først for sent opdagede, at radiatoren lige bag os stod på 4.

    Jeg forlanger en ny posting om de der fup-skjorter, som jeg har hørt om...som får det til at se ud som om man har en hel skjorte på.

  11. Fup-skjorter? Hvis du dermed mener de rekvisitter man monterer på overkroppen, iført langærmet bedstefar undertrøje, i forbindelse med 'kjole og hvidt', så er der kun at sige, at komforten er på bekostning af tiden det tager at klæde sig på. For ikke at tale om vesten/forstykket der konstant skal trækkes ned i...

Skriv en kommentar