Grundlovsdag i selvfedhedens navn

Gowings har været til grundlovsdagsmøde i Vartov. DEO, Demokrati i Europa, og Vartov var sammen om at afholde arrangementet, der har udviklet sig til en tradition med bl.a. en årligt tilbagevendende overdragelse af Demokrati-stafetten. Samme blev overdraget sidste år fra Carsten Jensen til Rune Lykkeberg, som var den direkte anledning til, at jeg kl. 10 om formiddagen tog kampen op med diverse dinosaurer, øjensynligt fra forlængst hensygnede EU modstands-grupperinger, om de for få siddepladser i den blæsende og gråvejrstyngede gård.

Mærkelig fornemmelse, at sidde der på en stol for sig selv og føle, at man har sneget sig ind til en lukket fest. Grundlovsdagsmøde - for en forsamling der øjensynligt ikke behøves oplysning om rettigheder og pligter. En forsamling, tænker jeg, der kan sidde og nikke og mumle for sig selv:"Ja, det er som talt lige ud af min mund, - hvis jeg ellers kunne formulere det på samme måde". Og så sidder man og kigger lidt rundt:"Og hvor er de, der ikke er enige?". Og:"Hvorfor kommer 'de andre' ikke til et møde som det her? Det er vel også deres grundlov?". Jeg havde på fornemmelsen at allesammen omkring mig tænkte:"Det er godt gjort. Det er altid os der interesserer os. Hvis det ikke var for os, så var der ikke nogen Grundlovsdag."

Så er det heldigt vi har Rune Lykkeberg. Danmarks vel p.t. mest begavede kommentator og klummist. Han videredrog stafetten til Gitte Sommer Harrits, som bl.a. kunne jeg forstå, har sat ord på den selvfedhed som jeg sad og fornemmede at jeg lod mig indhylle i. Den selvfedhed som også stikker sit ansigt frem når vi - indrømmet, os med overskud på hele bundlinien, stiller op til diverse tillidshverv, som vi kalder det, i skolebestyrelsen, fodboldklubben, på arbejdet, lokalmiljøet, allevegne. Fordi vi har overskud til at tage de kampe og diskussioner som det afstedkommer - politisk kapital kaldte Gitte Harrits' det. Grisebassen kommer ind, når vi i selvtilstrækkelig egentilfredshed, harcelerer over 'de andre' der aldrig stiller op til noget, der aldrig involverer sig - og vi finder sammen i selvforståelsen af, at det altid er 'de samme' der må tage slæbet - underforstået os selv og vore ligemænd. Pointen er, at 'de andre' ikke har den politiske kapital, der skal til for at agere i det farvand, vi, dem med overskud af politisk kapital, har stukket sejlruterne ud for. Det er interessant at tænke på. At demokrati indebærer, at man er villig til at se sig selv i rollen som en hindring - eller i bedste fald - en udfordring for 'de andre'.

Ordet selvfedhed blev ikke brugt idag - det var helt igennem civiliserede talere - men det kom til mig, imens jeg lyttede og kiggede rundt. Selvkritik. Den sad lige, hvor den skulle. Jeg skammede mig over min selvoptagede, nærmest foragt- og fordomsfulde indre attitude ved min ankomst. Helt almindelige mennesker der sad og frøs ligesom jeg. Hverken mere eller mindre politisk korrekte, mere eller mindre selvfede:"Der blev du rusket lidt i Gowings". Da Gitte Harrits havde takket af, listede jeg ud igennem porten og der blev en stol ledig.