Hold da op - det her indlæg var nær ikke blevet til noget. De har lavet det hele om herinde. Nåh, men vi er altså blevet fanget ind endnu engang af en gammel engelsk serie-ting:
Tidens tand præger selvfølgelig oplevelsen, men ligesom det var tilfældet med 'Upstairs, downstairs', så fortager det teatralske og kulisse-prægede førstehånds indtryk sig ret hurtigt - specielt i takt med det stigende antal udendørsscener. Både fru og frk. Gowings har overgivet sig og indvilliger i denne lempelige form for historieundervisning - og tolererer bemærkninger som"ja, nu var der altså rødt lys inden i en bombeflyver for ikke at ødelægge nattesynet".
Selv sidder jeg og tænker på, hvordan det har været at vokse op i et land, hvor alle bedstefædre, fædre og storebrødre har været i krig. Og hvordan det har været for dem, der har måttet undskylde overfor alle, at de var uegnede til krigstjeneste. Det sætter ens egne opvækst vilkår i perspektiv; aldrig at have haft nødigt at skænke den problematik en tanke.
Winter er også en fin serie.
Om en familie i Berlin gennem 100 år.
Uden Relevans, den kender jeg slet ikke. Fortæl! Jeg kan tilsyndeladende ikke 'Google' den (hvilket nok siger mere om mig end Google).
Problematikken med krigens betydning serveres også fint i Downton Abbey-serien, hvor klassesamfundets transformation, kærlighedsdramaer, politik og meget andet med let hånd legeres uden at det virker forenklende eller utroværdigt.
Rigtigt Capac, meget ligesom i sin tid i 'Upstairs, downstairs' som Downton Abbey er en værdig moderne efterfølger til.
åh. jeg klikkede på linket og har græd lidt, både over det smukke 'tema', over gensynsglæden og det nostalgiske heri, over det lille skrøbelige sandslot og over det, du skriver.
Det er meningen at man skal tude lidt, Regitze.
Familien Ashton var det første tv jeg græd over...
- Og første gang jeg så den Nina, var det i sort/hvid...
Da jeg genså serien sidste år, havde jeg for en sikkerheds skyld indstillet mig på at blive skuffet. Desværre gik skuffelsen ikke i opfyldelse ...
Jeg tror Ashton var den første TV-serien jeg fulgte med på.
Bortset fra beklagelsen kan jeg sige nøjagtig det samme, kære Cummings :)
Det samme her, Hege. Lige efter sendte DR 'Herskab og tjenestefolk' - eller 'Upstairs, downstairs' som den hedder på engelsk. Den sidste satte en standard for TV-serier, der stadig ikke er overgået efter min ydmyge mening.
Jeg holder også meget af den form for historieundervisning. Og efter at have læst 'Giganternes fald' og 'Wienerbørn' står det lysende klart for mig, hvor forfærdelig krig er.
Ja Madame, man kan kun prøve at forstå krigen ved som udgangspunkt at erkende, at dem der mærker resultatet af krig og dem der starter den, aldrig er en og samme - før undergangen indtræffer.