Et år med betydning


Vi har siddet på verandaen og skuet udover savannen, klinket glas med den helbredende Gin & Tonic, som man desværre er nødt til at indtage på disse kanter, hvis man vil undgå de lokale sygdomme. De indfødte har fneset af Cummings insisteren på at bære sin City hovedbeklædning her i vildnisset.

Vi har samtalet om året der gik. Et år med et fælles projekt. Hundrede og tyve indlæg er det blevet til; i gennemsnit et hver tredje dag. Og om tre dage har vi et års fødselsdag. Vi har skrevet om 'stort og småt som det opleves og refereres af os'. Det er blevet mere politisk end det oprindelig var tænkt, men det har udviklingen krævet, synes vi. Der er blevet skrevet mindre om biler og herremode, end vi havde tænkt; men det har måttet ofres til fordel for udviklingen. Hvad der sker fremover, om inspirationen er der, om behovet for at udtrykke sig i denne form forbliver, vil vise sig. Men indtil videre har det givet god mening at være herinde, både med indlæg her og kommentarer hos jer. Denne del af verden er en øvelsesplads i disciplinen høflighed, både for anonyme som ikke-anonyme.
 
Cummings og jeg har fundet en ny fælles interesse i virtuelle operaforestillinger, frokoster på gode klassiske frokost-restauranter og ture ud til forskellige oplevelser. Noget som vi glæder os til at dyrke i det nye år. Men karakteristisk for 'Mænd af Betydning' er det emner, som vi kun antyder her. En ting er dog helt sikkert, alle disse aktiviteter har fået næring fra nærværende side. Om missionen er fuldført og MAB har overlevet sig selv, vil 2012 vise.

Iøvrigt, hovedtøjs evne til at vække opsigt er kontekst-bestemt; i sommers var det mig der blev fneset af, da jeg blev præsenteret for familien Cummings på deres sommerresidens i Cornwall.


Et rigtigt godt nytår til jer alle!

Kategori: ,. Bookmark permalink.

11 Kommentarer til Et år med betydning

  1. I lige måde - tak for humoristiske og alvorlige vinkler på tilværelsen....gad vide, om man burde nappe en GT her på disse kanter, just in case....

  2. Ak ja, hvis bare der var noget andet end gin & tonic med samme profylaktiske egenskaber - tør sherry fx - ville jeg tilbringe langt flere timer med at betragte savannen.

    Tillykke med den nært forestående fødselsdag, og kan det være dig til trøst, finder jeg dit hovedtøj både nydeligt og passende til en sommerdag i Cornwall.

  3. Tak for de pæne ord, Lavendel. En G&T er godt mod mange ting :)

    Tak, Eric, det stiver min selvtillid af at høre. Som du ved og antyder sætter Cummings og jeg skam også pris på et godt glas sherry.

  4. Peter Pedal

    Gentlemen!

    Jeg ønsker jer et godt nytår og alt godt fremover.

  5. Glædeligt nytår til dig og til hele familien Gowings! Hvis det er dig i shorts på billedet, er jeg fascineret af din fodbeklædning og af mavebæltet :-)

  6. Tak Peter Pedal, og i særdeleshed i lige måde.

    Tak Madame, i lige måde. Sporty - ikke sandt?

  7. tusind tak for det første år, Cummings og Gowings. det har været en fornøjelse at besøge jer. og jeg er aldrig gået herfra uden at have en eftertanke og/eller et godt grin med videre i dagen.

    gid I finder det meningsfyldt at fortsætte i året, der kommer. det ville være et stort tab andet.
    godt nytår!

  8. De Herrer - Et godt og lykkebringede Nytår udgår fra Harrestrup som i disse minutter er ved at indhylles i et besynderligt vejrsystem vestfra.

  9. Vi må se regitze, og i lige måde! Fornøjelsen har fuldt ud været på vores side, hver gang gang du kikkede forbi.

    Og selvsamme til den herre. Så kan det ikke vare længe, inden systemet kommer hertil...

  10. Jeg håber også, I fortsætter i samme stil - det går lige i hjertet på mig. Jeg vil hermed ønske jer begge et velsignet nytår.

  11. Og et velsignet nytår til dig Nina - og tak for de pæne ord.

Skriv en kommentar