Fortællingen og historien.


Er man født og opvokset i Danmark, så har man lært om perlerækken af glorværdige og ærefulde nederlag i fædrelandets historie. Der er nu mange år efter meget stygt at sige om landets ledelse under Napoleonskrigen - også kaldet Englandskrigene herhjemme. Idioti og en vanvittigt oppustet selvforståelse hos landets politikere kastede nationen ud i borgerkrig i 1848 - og samme blev så kæphøje, at de senere, i 1864, udfordrede Preussen og Østrig-Ungarn med Bismarck i spidsen. Begge begivenheder er blevet kraftigt revideret i de senere år, når det kommer til det faktiske historiske forløb.

Vi har også skullet lægge øre til besyngelsen af den tapre danske modstandsbevægelse og de modige fiskere, der sejlede jøderne over til Sverige. Og ja, gu' fanden viste de mod - alle til hobe - men de var bare ikke os allesammen, de var ikke nationen; de var få tusinder, hvis alt skal med. Efterfølgende blev det til fortællingen om den danske nation, der ganske vidst officielt samarbejdede med tyskerne, men som også sad i stuerne rundt om i landet, indædt bag mørklægningsgardinerne, og læste Frit Danmark og lyttede til BBC. Også denne fortælling er blevet kraftigt udfordret


Omvendt synes det frit for at revse den danske indsats d. 9. april 1940. Men sammenligner man med de læsterlige tæv de iøvrigt overlegne franske og engelske arme'er fik, da de den efterfølgende maj måned, med store tab og på kun en måned blev drevet rundt i manegen af tyskerne og sluttelig smidt i kanalen, så er der vel ikke så meget at lade nogen høre. Det er ellers en del af historien bag den store fortælling om de allierede, som vi bare ikke rigtig har dyrket før nu.

Hvorfor skriver du det her Gowings? Jamen, det er fordi jeg læste om Utøya i min avis. Der er historien som den var og foregik- og så er der den fortælling, som vi gerne vil have skal være 'historien'. Nordmændende gennemlever lige nu revisionen af den fortælling, der blev vores allesammens, da vi hørte om drabet på Norges uskyld. Fortællingen om noget så grusomt at ingen kunne være forberedt på det: ikke politiet, ikke militæret, ikke befolkningen, ikke politikerne. Og alligevel. Nu viser det sig alligevel, at noget nok kunne have været gjort bedre, at meget ikke var optimalt, at nogen begik fejl - skæbnesvangre fejl. Ligenu er reaktionen: 'politifolk har også et hjerte...', men en dag bliver det muligt at lytte og revidere billedet, af hvad der skete den 22. juli.

Jeg er af den mening, at selvfølgelig skal så meget af sandheden frem som muligt. Men en del af sandheden er også, at uanset deres position er det de færreste mennesker, der instinktivt reagerer iskoldt, overvejet og totalt kontrolleret i ekstreme situationer. Der vil altid begås fejl - nogen af dem dumme. Det er en illusion at tro, at det ikke er sådan og man kan også evt. fyre dem, der reagerede uansvarligt. Dog skal man nok altid huske, når man bringer fortællingen i samklang med historien, at man ikke gør sig skyldig i en utilgiveligt svag indlevelsesevne.

Kategori: ,. Bookmark permalink.

15 Kommentarer til Fortællingen og historien.

  1. "Dog skal man nok altid huske, når man bringer fortællingen i samklang med historien, at man ikke gør sig skyldig i en utilgiveligt svag indlevelsesevne."

    Så sandt, så sandt. Skal man reagere iskoldt og totalt kontrolleret, kræver det træning og atter træning, så det sidder på rygmarven.

    Når det kræver måneders analyse at finde fejlene, kan man ikke forvente, at de kunne være undgået i øjeblikket. Analyse kan give lærdom, som kan bruges fremadrettet, og sådan er det for øvrigt også i arbejdslivet.

  2. Fremadrettet er ordet, Eric...

  3. Ja, Gowings. Historieskrivning er drevet af mange interesser. Da jeg gik på uni i halvfjerdserne forsøgte man at omskrive historien ud fra en erkendelse af, at det ikke var konger, adelsfolk og gejstlige, der skabte historien men ganske almindelige mennesker.

    At erkende tingenes komplekse sammenhæng er det seriøse historikere beskæftiger sig med. Sandheden er et stort ord at bringe i spil i forhold til historieskrivning, der jo alt andet lige er et fortolkningsprojekt.

    De gode historiker piller myter fra hinanden, tager livet af nationale illusioner osv. Men det er en fortsat kamp. Der er også historikere, der tjener andre guder end erkendelsen, fx Bent Jensen i forbindelse med koldkrigsperioden. Lige som historien kan anskues som en fortsat kamp - fx lige nu hvor kapitalismen er i dyb krise og kampen om fordelingen af verdens rigdomme er på dagsordenen - og det samme kan historieskrivningen...

  4. Ja, sandheden skal frem, men sandheden i en krig er så mangefacetteret, så det vi kalder historieskrivning skal være et kompromis. Det behøver ikke at blive kedeligt af den grund, det må gerne være afvejet, men de extreme sider skal frem - danskernes dumheder 1807, 1814 og 1848-1864, den glade selvovervurdering 1946, tavsheden om alt hvad der havde med krigen at gøre i 50'erne, 60'erne, hippiernes beton-"kommunisme" ogsåvidere.

    Dit indlæg får mig først til at tænke på ulykker i serien "Mayday - Flight Catastrophes" eller hvad den nu hedder, hvor efterforskerne gang efter gang finder ud af, at årsagerne til ulykken er stress i arbejdssituationen, ledere, som ikke forstår fly-sikkerhed.

    Og en sjælden gang noget instrumentering, som ikke helt lever op til optimal læselighed - hvilket først får betydning, når piloterne er trætte og sløve.

    Men tilbage til din pointe: Utøya blev værre end nødvendigt p.g.a. sløseri og også p.g.a. overraskelse, fordi man ikke forventede en skydegal terrorist, sådan som man har haft flere af i USA.

  5. Capac, ordet sandhed kan godt skurre i en humanists ører, det ved jeg godt. Min pointe her er dog ikke umiddelbart kun, hvad historikere måtte finde ud af, men også undersøgelsesdommere, advokater, politifolk m.m. i kølvandet på en begivenhed som Utøya. Ligesom det var tilfældet med min barndoms danmarkshistorie, så er der opstået en fortælling i Norge om Utøya, som vi allesammen har ladet os rive med af, fordi vi, og sikkert især nordmændende, havde brug for det, midt i det ekstreme. Men lige nu er der så flere og flere der stiller nærgående spørgsmål til det billede af begivenheden, som det officielle Norge gerne vil have skal stå tilbage. Og som altid i de her tilfælde, så kan man finde nogen der klokkede i det, fordi de var inkompetente, men der er også en del mennesker der gjorde hvad de kunne, men som ikke var udstyret korrekt eller fik modstridende ordrer o.s.v., og dem er det for let at sparke ud efter. Det mener jeg man bør huske i jagten på 'sandheden'.

    Donald, det er min påstand at selv USA havde ikke kunnet håndtere et tilfælde af Utøya. På den måde er størrelsesforholdet imellem 9/11 og Utøya sammenlignelige. Forskellen, eller ligheden, imellem de to hændelser kan komme til at ligge i, hvordan fortællingen bliver justeret henad vejen. Der er ikke den store lydhørhed i USA overfor kritikere af håndteringen af 9/11 - i vid udstrækning er det min oplevelse at befolkningen selv insisterer på fortællingen.

  6. Anonym

    Det er klart det ble begått feil. Det gjør det alltid, og dette var en ekstremsituasjon. Da ropene om syndebukker kom omtrent 23.07. ble mange av oss sinte. Det var ikke tiden. Nå er tiden inne. Nå må det granskes og man må rydde i sakene. Men det blir uansett en tragisk historie. Hvis vi begynner i bunnen, - med de enkeltmennesker som kan ha gjort feil: En politimann, en som betjente et sentralbord osv. De feil de eventuelt begikk skyldes jo ikke vond vilje, men antagelig stress, redsel eller andre høyst menneskelige faktorer.

    Så er det systemfeilene. Det undrer meg at mange er så opptatt av dem. Jeg tror nemlig ikke man kan endre systemet slik at neste angrep blir avverget. For det første er det få som ABB. De få som finnes, vil være like utspekulerte som ham. Det betyr at vi ikke kan gardere oss. Om en person av hans kaliber neste gang skulle finne på å angripe en speiderleir høyt til fjells, så vil vi ikke kunne ha en beredskap der. Vi kan ikke ha beredskap for den slags. Da måtte vi bo i en festning.

    Hva hvis noen kommer inn på min skole med maskingevær. Hva ville skje? Ville jeg ta de rette valg? Ville jeg klare å skjerme elevene mine? Ville jeg ofret meg for dem? Hvor raskt ville politiet få tatt attentatmannen? De brukte en time på å pågripe ABB. I noen leire mener man dette var vanvittig lang tid. Jeg forstår ikke det heller. En time! Det er ikke lenge under sånne kaotiske forhold.

    Men granskningen er i gang. Så får vi se hvor det bærer.

    Jeg vet godt at det ikke var dette innlegget ditt handlet om Gowings, men det var disse tankene som ble trigget i mitt hode. Og selvfølgelig handler det om å konstruere de historiene vi til enhver tid trenger,- så blir historien dekonstruert og konstruer om og om igjen.

  7. Livet Leker, som jeg håber det fremgår, var det bl.a. også det mit indlæg handlede om.

  8. Dunlop Vredestein

    Jeg skriver denne kommentar under dæk-navn, fordi jeg er bange for konsekvenserne af mine udtalelser.

    Men helt ærligt: Er historien ikke forældet nu om dage, hvor udviklingen går en del hurtigere end for bare 20 år siden?

    Er nutiden og fremtiden ikke vigtigere, og kan man ikke lære mere af nutiden end af "historien" - især nu om dage?

    Jeg er ikke relativist, så jeg anerkender helt klart, at der findes benhårde, ubenægtelige sandheder - også i historieskrivning - men jeg mener godt at man kan lære meget af en analyse af nutiden i stedet for fortiden.

    Som sagt: Jeg hylder sandhederne, og der findes helt klart et utal af forløb med kausal-sammenhænge mellem begivenhed A og begivenhed B. Et eksempel er de levn af fortidens dybt forældede feminisme, som vi desværre stadig må slås med i nutidens samfund. Men mon ikke der også ofte bliver lavet fejlslutninger om kausalsammenhænge mellem nutid og fortid?

    Man behøver ikke altid at starte ved Adam og Eva for at forstå nutiden og fremtiden.

    Heldigvis er der meget få unge i dag, der interesserer sig for historie, så udviklingen går trods alt fremad. Og hvis det ikke var for alle de kedelige historielærere, der har kedet deres elever gennem tiden, så var det måske gået endnu værre.

  9. Dunlop Vredestein, i sagen om Utøya kan man sige, at processen fra opståen af en myte eller fortælling til vi formentlig har et bedre billede af hvad der foregik d. 22. juli 2011, er kortere end de situationer, som jeg nævner indledende. Det er nok heller ikke så mærkeligt, idet de må betegnes som noget voldsommere og indgribende end Utøya - trods alt. Grunden til jeg tager historien op, er at de samme mekanismer trådte/træder i funktion omkring Utøya, som trådte i kraft omkring indkapslingen af de danske nederlag i en selvforståelse af at være en lille nation, der uretfærdigt og uforvarende har fået tæv - uden sammenligning iøvrigt.

    Jeg mener modsat dig, at man sagtens kan lære noget af historien. Der er klare lighedstræk imellem Danmarks engagement og enegang, i europæisk sammenhæng, i Irak - og så 1864. Ligeledes mener jeg, at du ikke vil kunne forstå nationens handlingsmønster i den mellemliggende periode, hvis du ikke er bekendt med 1864.

    Som Storm P. sagde:'Det er svært at spå - især om fremtiden'. Jeg evner ikke at se, hvordan man kan forholde sig til nutiden, endsige fremtiden, uden at forstå, hvordan vi er kommet hertil...

  10. At vi for tiden er præget af dannelsesmæssig historieløshed, som medierne i høj grad kolporterer videre, er ikke ensbetydende med, at historien er "forældet" eller slut, som en vis filosof af japansk herkomst foreslog. Eksempelvis tror jeg ikke, man kan forstå ret meget af Utøya-sagen, hvis ikke man tager Norges (og Vestens) historie med i betragtning. Mytologiseringen af Utøya understreger det blot med al ønskelig tydelighed. Ja, man kunne gå så langt som til at hævde, at det er vores samtids udannede historieløshed, der gør os så sårbare over for den slags hændelser. Se blot, hvor svært tyskerne har det lige nu i sagen om de neo-nazistiske mord på indvandrere. De kan ikke finde deres egne ben...

  11. Anonym

    Myten om Utøya? Jeg må smake litt på den formuleringen. Den smaker ikke helt godt. Ikke fordi jeg ikke forstår hva man mener. Alle slike hendelser blir til ulike fortellinger i våre liv, en del av vår felles historie, - de får endog symbolsk verdi. Men myten om Utøya? Er ikke det litt prematurt? Jeg mener, - våre venner har en datter som så vidt overlevde Regjeringskvartalet. Barn med amputerte armer, istykkerskutt ansikt, ødelagte kropper står fram i avisen og forteller om sitt liv etter at de ble skutt. De er her nå og det skjedde for et kvarter siden.

    Myten om 11. september? Myten om Benjamin Hermansen?

  12. Livet Leker, jeg forstår godt din betænkelighed. Omvendt mener jeg også godt, at man kan tale om en fortælling eller myte om Utøya. Ikke en myte der stiller spørgsmålstegn ved grusomhederne på øen, men en myte der omhandler alt det udenom, som jeg også er inde på i indlægget. Det er klart mest bekvemt, hvis alle accepterer, at Utøya var så ekstrem, at ingen kan drages til ansvar eller bebrejdes i spørgsmålet om hændelsesforløbet; hverken myndigheder eller politikere. For mig at se (igennem den danske presse), er det den debat, der er ved at vågne i Norge - og dermed også her. til forskel fra tidligere, tror jeg fasen fra hændelse og den umiddelbare etablering af en fortælling - eller myte - til at der stilles spørgsmålstegn ved denne, er væsentlig kortere idag. Det gjaldt iøvrigt også 11. september, hvis man ser bort fra de idiotiske konspirationsteorier.

    Dog, det er væsentligt både i tilfældet med Utøya og 11. september, at for at få en kvalificeret afdækning af begivenheden, så kan man ikke tillade, at det 'system' der skal være indstillet på at lade sig undersøge, at det skubber ofrene, menige betjente o.a. ind foran sig med henvisning til, at disse vil oprøres af en granskning af sagen. En sådan reaktion fra systemets side kan let opfattes som et forsøg på at intimidere dem, der måtte stille besværlige spørgsmål.

    Jeg skal dog også huske at gøre opmærksom på en af mine pointer i indlægget, - nemlig at eftertiden ikke kan være tjent med en hovedløs tampen på enkeltpersoner, der muligvis ikke handlede hundredeprocent optimalt i en meget ekstrem situation. Sådan som du også kommer ind på det i en tidligere kommentar.

  13. Nu forstår jeg hvor du vil hen. Det er det, som i fly-katastroferne omtales som reglen om at sikkerhedskultur altid kommer oppefra: Hvis ikke ledelsen har sikkerhedsaspektet inde i billedet *hele tiden*, hvis medarbejdere kostes rundt, hvis prioriteringen af arbejdsopgaver er forkert, så vil der opstå svigt.

    Og man skal ikke hakke på enkeltpersoner, enig, så får vi en afsporet "mytedannelse".

  14. @Gowings: Jeg tror, du har helt ret med hensyns til omslagstiden fra hændelse til mytologisering til afmytologisering. Som jeg ser det, sker de sidst to næsten sideløbende. Lige som i tilfældet med 9/11.

    Vi ser det også i sagen om de tyske neo-nazistiske mord, hvor forsøget på at sætte det ind i en historisk forståelsesramme (tyskernes utilstrækkelige opgør med nazifortiden efter krigen) ramler sammen med afsløringer af højredrejede politifolk, fejlende efterretningssystemer osv.

    Måske er vi på godt og ondt inde i en periode af verdenshistorien, hvor det ikke længere simpelthen er muligt at etablere stabile myter? I stedet for vi så nogle ufuldstændige fortællinger, ja, flere indbyrdes konfligerende småfortællinger?

  15. Spændende tanke at fortællingen ikke når at etablere sig, før end realiteterne overhaler...

Skriv en kommentar