Nej, ikke mere. Jeg ønsker mig et lille juletræ. Lidt over en meter er nok. Den yngre generation synes stadig, at et træ skal skrabe henad loftet. Jeg kan rigtig godt lide et lille træ. Et gammelmands træ. Det fylder ikke hele stuen.

Når jeg nu er igang med at skrive om juletræer, så dukker der forskellige minder op. Og de handler allesammen sjovt nok om at slæbe på enorme juletræer i forhold til min egen størrelse. Som nu da jeg som FDFer bragte juletræer ud gratis for rige gamle mennesker, der kunne have betalt for transporten eller kørt træet selv.

Jeg glemmer aldrig den fisefornemme og ubetænksomme ældre dame - hun har vel været på min nuværende alder - der udbad sig, at få bragt et to meter langt juletræ fra Sorgenfri Kirke til Brede ved Virum. En odyssee på 2,5 km. Hvad foregik der inde i hovedet på sådan en dame, da hun bad to spinkle 10 årige drenge besørge et sådant ærinde! Det var bidende frost og snevejr, spejlglat, og da vi endelig nåede frem, fik vi en appelsin hver - EN APPELSIN. Det var dengang allerede ca. tredive år siden, at krigen sluttede. Vi var kommet videre til lakridsstrømpebånd, karamelstænger og hvad har vi - en femmer ville have været på sin plads.

En anden gang blev jeg og to kammerater, Peter og Peter, af skovløberne nede i Spurveskjul tilbudt toppen af tre fældede grantræer. Mandshøje toppe som vi kunne tage med hjem og bruge som juletræer. Vi slæbte alle tre - og vi frøs om fingrene og fik ondt i armene. Vi gik og glædede os til komme hjem og vise træerne frem - vi havde reddet julen, følte vi vel nærmest. Her kommer vi med gratis juletræ! Jeg og den ene Peter blev hver fejret i vores familier, da vi kom hjem. Og min mormor og morfar, som var på besøg, udtalte sig rosende om det tynde træ med de mange knækkede kviste. De længste og værst lidende blev forstærket og rettet ud med ståltråd.

Den sidste Peter fik at vide, at hans træ var for grimt. Det passede ikke ind i forældrenes forestilling om en kontorchefjul i et kongeligt porcelænshelvede med forsølvede børnesko og fineret mahogni. Hvad er der foregået inde i hovedet på dem. Eller rettere ikke foregået.

Jeg skal bare have et lille juletræ i år.

Meget godt kan man sige om Sverige og svenskere, og meget kan vi lære af dem, men derfor er der ingen, der siger, at vi skal overtage en hvilken som helst historieforfalskende tradition, de måtte opfinde. Et af de værste eksempler er det famøse Lucia-optog, man sætter i værk i det offentlige rum og i alle tænkelige institutioner fra vuggestuer til sømandshjem netop i dag, den 13. december. I Sverige såvel som i Danmark.

I den anledning finder Mænd af betydnings faktaredaktion det nødvendigt at påpege, at:

1. Sangen om Santa Lucia går på en italiensk melodi, der intet har med den katolske helgen at gøre, men er en hyldest til området Santa Lucia ved Napolibugten.
2. Sangens popularitet og udbredelse har bevirket, at glosen 'Lucia' i daglig brug skandaløst har skiftet tryk fra første til anden stavelse!
3. Det patetiske Lucia-optog viser svenskerne som den samling selvhøjtidelige dødbidere, vi går og tror, de er, mens det modsatte i virkeligheden er tilfældet.

I stedet for at holde fast i det kvasireligiøse hængemuleri burde vi derfor tage ved lære af den svenske hædersmand Povel Ramel og arrangere kollektiv afsyngning hvert år den 13. december af hans muntre hovedværk Tuttilurium Lej – vel at mærke uden påmonteret adventskrans og uden at være iført aflagte lagener, som man risikerer at falde og brække benene i.



Måske har denne lystige vise ikke alverden med hverken Lucia eller jul at gøre, men med den rette indstilling kunne Povel Ramel med skæg og sygekassebriller med lethed gå for at være selveste julemanden.

Bonus: Hvis du ikke fik fat i hele teksten, er den her:

Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!

Och Fadderallanlaj
och pilledurium daj
Titt i attan på dattan
och snickeribang på svaj!
Kollifejsan huj
och Kusimaliom båmm
Millitam och millitåmm
och Putti råmm påmm pråmm!

För:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång,
och sputt i buskan lång!

Snippelippelorum
och Snoppeloppelump
Tut i limpan lull
och Banka dinka klunk i dunk
Fiddeliddelina
och Föddiluddi lupp
Full i ruttan
Tippe nippe tipp topp tupp!

Men se:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!
Trilleralliri och tjolahej
Kjolamente!
Svan Filipyntan
Rut är kär i Bladh!
Flaskedaskida och titti dong
Kjolamente!
Klunke linke fall
och knall i finkan Bång!

Men liksom ändå:
Tuttilurium lej
och Tuttiluskane mej!
Pulim pulim
Fila bort i Hej!
Full i rackan pling
och spritt i lilla pippiling
Tocke ding och tocke dång
och sputt i buskan lång!

Cummings er vågnet op til dåd og har endelig givet os vores nissehuer på, som det sig hør og bør. Det var på tide, for nu er der ikke så lang tid til, som der har været...

Da vi var små, kunne det ikke gå hurtigt nok med at nå frem...


Det er idag det tipper. Vi har taget den første del af turen...


Men nu er vi altså også halvvejs, midtvejs, halfway, midway.


God weekend...

Nu, hvor Gowings for alvor er gået i flæsket på julen og taler åbent om sit personlige forhold til nisser, føler jeg mig forpligtet til at følge trop og berette om mit traumatiske forhold til det, der helt uforståeligt er blevet en af julens mest populære spiser. Den har aldrig gjort noget godt for menneskeheden, ud over at fungere som råmateriale for den udmærkede risalamande, som heldigvis består af alt muligt andet, der kan overdøve smagen af den sørgelige risengrød – for det er den, vi taler om. Faktisk er jeg af den overbevisning, at denne hvide, klæbrige substans med den sødlige, kvalme lugt har det med at nedsætte hjernefunktionen faretruende hos den, der er så letsindig at indtage den:



Som det fremgår, har selv tidligere sundhedsministre ladet sig besnære af den uhensigtsmæssige juletradition at spise risengrød og er endt med at gå bersærkergang, selv om netop de burde vide bedre. Lad derfor denne hændelse fra julen 2012 tjene til skræk og advarsel for alle Mænd af betydnings læsere med hang til risengrød:



Den historiske optagelse fandt sted i DR Byen, og til beroligelse for Gowings og andre nisseaficionadoer kan jeg oplyse, at det var længe efter, at Nissen havde forladt etablissementet.

Nej, jeg tror ikke - og har aldrig troet på - julemanden. Men nissen...

Jeg ville ihvertfald ret gerne tro på nissen, da jeg var lille. Den her lille mand med skæg, rød hue og træsko, der boede på landet på gården, hvor sneen lå tykt og stalden var varm. Ikke alene var (er) jeg præget af min barndoms julekalendere, men også børnelitteraturen, og især én bog: Nissen af Astrid Lindgren.

Sådan skulle man have det. Leve i Emil fra Lønneberg-land og have en nisse i stalden, der holdt øje med det hele, når man selv og hele familien lagde sig til at sove. Bogen her har jeg læst højt så mange gange, at vi kunne teksten udenad store og små i kor. Og vi har været igennem hele scenariet her i huset med grød på loftet, der blev hentet ned igen når ungerne sov.

"Jeg synes, du skal lade være med at tale så grimt. Husk Nissen"
"Arh hvad, han findes ikke! Jeg tror ikke på han findes"
"Det må du selv om, men lad være med at sige det højt, han kunne jo høre dig"
".....?!"

Så gik den ikke længere. I en uge har denne kalenderskribent balanceret på kanten af århundredets forkølelse, og indtil i går lykkedes det at holde den i ave ved hjælp af en skønsom blanding af c-vitaminer, skoldhed Darjeeling-te og apokryfe besværgelser. Men nu har jeg altså måttet kaste håndklædet i ringen og tilslutte mig de snøvlende og fyldigt boblende masser, der raver halvt bevidstløse rundt på gader og stræder og udbreder dårligdommen til den hastigt skrumpende del af befolkningen, der endnu ikke hoster, harker og nyser sig gennem decembermørket.

Tiden er med andre ord inde til at gøre noget alvorligt ved sagen og forøge alkoholprocenten i det daglige væskeindtag, og her er glühwein det første ord, der dukker op mellem mine forkølelsesramte hjernevindinger. Hvis jeg påstod, at det var en frostklingende søndag i advent på et julemarked i Heidelberg for treoghalvtreds år siden, at jeg første gang stiftede bekendtskab med glühwein, ville jeg med rette kunne betegnes som uvederhæftig, for mit møde med den helsebringende drik fandt sted så sent som for et par år siden i forbindelse med Mænd af betydnings legendariske julefrokost. Et par af de mere fremtrædende redaktionsmedlemmer havde forvildet sig ned i Nyhavn, hvor vi pludselig fandt os selv siddende udendørs i mørke og tænderklaprende kulde, kun holdt oppe af et glas glühwein med svag assistance fra den infrarøde strålevarmer, der var fastgjort under den til lejligheden opslåede markise. Det var så livsbekræftende en oplevelse, at vi siden har holdt fast i traditionen.

Men årets julefrokost er jo for længst overstået, så hvordan laver man sin glühwein selv? Man indtaster 'perfekter Glühwein selber machen' i Googles søgefelt og kombinerer de tre opskrifter, der herefter fremkommer, efter forgodtbefindende.

Tilbage står så kun at komme med en forklaring på dagens kække overskrift. Den kommer her:



Samtidig kan man vel konstatere, at The Julekalender ikke har levet forgæves, selv om der aldrig kom en dråbe glühwein på bordet i den.

Duer. I det Gowingske domicil fodres der fugle i en grad, så at jeg kan frygte, at de små fjerbolde ikke længere evner at finde et bær eller et frø i guds egen natur udenfor tjørnehækken. Men sådan er det blevet, og ja, det tiltrækker småfugle, og ja, de er sjove at se på, når de pikker solsikkekerner i foderautomaterne.

Men med foderautomaterne kommer også duerne. De sidder nedenunder, og tramper de stakkels planter ned som udgør bunddækket under kirsebærtræet og stauderne, som også står der. Og de flokkes på græsplænen. Og lægger fuglelorte på havemøblerne på størrelse med en soft-ice (sygt billede - undskyld). Fru Gowings ønsker dem hen hvor peberet gror, og hun har sågar foræret overtegnede et luftgevær i lovlig kaliber, så han, hvis han kunne mande sig op, er i stand til at udløse et veritabelt Dybbøl (for nu at blive i det tidsaktuelle) over havens duebestand. Sjovt nok er det ikke lovligt - en rotte må man slå ihjel med en skovl eller smertefuld forgiftning, men ikke en due.

Men jeg kan ikke skyde en due, - slet ikke fordi dens eneste forbrydelse er at gå rundt i haven. Jeg vil hellere tage duesøm, klappen i hænderne o.s.v. i brug for at skræmme dem væk. Indimellem er det mig, der fylder automaterne op, også selvom jeg egentlig mener, at fugle burde kunne finde masser af føde det meste af året i vores have. Hvis de gad selv at yde en indsats. OK - jeg ved godt de ikke laver andet hele dagen end at fylde sig selv og deres afkom. Det er en heltidsbeskæftigelse

Og hvis man ikke gider at have duer i haven, så skal man nok heller ikke, som jeg har for vane, lægge den her håndfuld solsikkekerner til 'musen' under foderautomaten ...

PS: Som vi har været inde på før her på bloggen, så kan barndommens sprogforbistring give ophav til nogle sjove erkendelser i voksenlivet. Jeg var ret gammel før '- med dugen til julegilde' blev rettet til 'med duen til julegilde'. De satans duer.